Jeg har ventet længe nok nu. Ingen sommerferie til udlandet, sådan som vi plejer. En kedelig sommerferie til Fyn, hvor vi så på gadekær, spiste mad på små kroer og kørte rundt i det fynske landskab. Det er ikke lige mig. Det indrømmer jeg. Romantik og idyl i overdosis. Det går ikke længere. Jeg skal have noget kosmopolitisk.

Jeg aner ikke, hvad der er sket. Kan simpelthen ikke huske det. Jeg ved bare, at jeg er vågnet op på hospitalet. Mine forældre sidder og kigger på mig med alvorlige miner. Min mor græder. Min far ser helt grå ud. ”Hvad er der sket?”, ”Du er blevet overfaldet! Kan du huske noget?” Min far ryster af vrede kan jeg se. Jeg har ondt i hovedet. Min arm er forbundet, og jeg kan mærke en pulseren og banken ved mine kinder.

Nu har vi siddet her og ventet i 4 timer. Flyet er forsinket. Og jeg er ved at blive rigtig godt arrig, over at vi ikke får nogen som helst information om, hvornår vi kan forvente at komme afsted. Total tavshed fra flyselskabets side. De kunne da godt lige give information, om flyet faktisk er kommet afsted på vej herover. Men nej. Intet.

Min store pige på 4 år er ved at hjælpe mig med at bage. Vi skal bage de her teboller, som hun og min mand elsker. Han har nemlig fødselsdag i dag, og når han kommer hjem, så holder vi fest for ham. Det er en almindelig tirsdag, og den rigtige fest for venner og familie skal holdes i den kommende weekend. Men vi syntes, ligesom at vi også skal fejre han i dag.