Kl. 19:00 i aften har jeg en aftale med min veninde. Vi skal mødes på Skype, og så skal vi have en lang sludder om, hvad der er sket i de sidste uger. Vi har ikke mødtes på denne måde i lang tid. Faktisk har vi slet ikke set hinanden. Så det bliver rart at få indhentet noget af det tabte.
Når vi mødes, så er det som regel min veninde, der fortæller, hvad der sker i hendes liv. Hun fortæller om børnenes skøre påfund om sin mand, der er strandet i Dubai, og om, hvor travlt hun har. Jeg ved, at jeg kommer til at høre på, hvor svært det er for hende at finde de rigtige mødelokaler i København for det event, hun er ved at arrangere.
Jammer
Jeg ved, at jeg kommer til at høre på en masse jammer over at hele familien ikke er samlet.
Jeg ved også godt, at jeg måske bør afbryde hende lidt oftere, end jeg gør. Men jeg har svært ved at afbryde hende. Hun taler jo som et vandfald. Der kommer virkeligt mange ord ud af munden på hende. I en uendelig strøm. Og så har hun det med hele tiden at skifte emne. Der sker meget i hendes liv.
Jeg gør derfor det, at jeg laver en liste med spørgsmål, som jeg bare skal huske at stille hende, når jeg kan høre, at hun går for langt med at beklage sig. Og i tillæg til spørgsmålene sætter jeg så nogle stikord, der får hende til at tænke lidt mere positivt.
Ikke nemt altid
Ja, jeg ved godt, at det ikke er nemt at være enlig mor med to børn i 14 og 16 års alderen og samtidigt vide, at hendes mand ikke kan komme hjem på grund af corona-restriktionerne. Men alligevel. Hun og hendes mand valgte jo, at han skulle tage til Dubai for at arbejde derfra. Hun skulle blive hjemme med børnene. De troede, at det ville blive nemt for dem.
Alligevel, så ved jeg godt, at det er svært for dem. Jeg ville da heller ikke bryde mig om at skulle sidde herhjemme med mine børn alene, og ikke vide, hvornår min mand kan komme hjem.
Når hun taler om det, bliver jeg ked af det på hendes vegne og drejer derfor samtalen hen i andre retninger. Oftest i retninger, der handler om hendes arbejde.
Konferencelokaler?
Jeg ved jo, at hun arrangerer alle de her events, og det er nemt for mig at spørge hende, om hun fandt de konferencelokaler i København til eventet, hun talte om sidste gang, vi snakkede sammen. Og det er nemt for mig at få hende til at tænke lidt mere positivt. Som regel går det nemlig super godt med de events hun laver. Hun har succes med det. Og det er godt at høre, at hun faktisk får opgaver stadigvæk. Så det er noget positivt, jeg altid kan få hende til at tænke på.
Ja, selvom jeg ved, at jeg kommer til at høre på en del jammer og beklagelser, så glæder jeg mig også til at høre hendes små succeshistorier og om hendes børn.
